Fluemønstre 6

Har du et fluemønster, specielt eller velfangende, som du mener kan interessere andre medlemmer af foreningen, så send beskrivelse og billede til Fluer.

Som du kan se her nedenunder og på Fluemønstre, Fluemønstre 2, Fluemønstre 3, Fluemønstre 4, Fluemønstre 5, har vi allerede modtaget en del spændende mønstre, men vi vil gerne have endnu flere. Se også Michelsens fluer, Michelsens fluer 2. Se alle mønstrene på den samlede oversigt over fluemønstrene.

​Maleren

​Sommerflue

For en del år siden, som forholdsvis nyt medlem, stødte jeg på Jørgen Hansen, ved den skæve bro, han er bedre kendt langs Lindenborg å, som maleren, hvor jeg til stor overraskelse, fik den helt store introduktion om standpladser mm, på strækket.

En anden gang jeg mødte den rare og hjælpsomme mand Jørgen, ved den skæve, var en varm juli aften, der faldt snakken om fluer, og hurtigt kom en flue frem som jeg måtte få, en farverig flue, som Jørgen havde strikket sammen, jeg spurgte selvfølgelig hvad den hed, den havde ikke noget navn, men det var heller ikke så vigtigt, da den bare kunne fange fisk, så jeg spurgte om jeg måtte gi den navnet maleren, da det var oplagt til denne flue, fluen maleren som har talrige havørreder på samvittigheden, er effektiv en sommeraften / nat...

Da jeg ikke har mulighed for at deltage i de forskellige aktiviteter der er, p.g.a afstanden, vil jeg her bidrage med et fluemønster.

God sommer samt Knæk & bræk til alle..

​Kenneth Andersen

​​

Bindebeskrivelse (Maleren)

​Tråd: Sort Benecchi 12/0

Krog: Tmc 7999 str 6

Tag: Flurecens rød Largatun Flatbraid.

​Krop: Sølv Largatun Flatbraid

​Kropshackle : Hvid, Pink, og Kingfisher blå hane.

Rip: Oval sølv.

Undervinge: Sort isbjørn.

Overvinge: Sort sølvræv.

Fronthackle: Purpel hane.

Hoved: Sort

NL Jubi

I anledning af Nordjysk Lystfiskeriforenings 75 års jubilæum i 1992, blev E.G. Michelsen opfordret til at komponere en ny speciel flue for at markere begivenheden. Det blev til fluen NL Jubi.

Det var en vanskelig opgave, for dels skulle fluen både være ekstra flot at se på, se farvestrålende og festlig ud, og samtidig skulle den jo helst kunne fange fisk.

E.G.M. udtalte efterfølgende: Af rapporter fra fiskekammerater ved jeg nu, at den fanger havørred. Om så hensigten med udseendet er opnået, vil jeg overlade til andre at bedømme.

E.G.M. udtalte endvidere om fluen ”Jeg er overbevist om at den vil være dødsens farlig til grønlændere, men kan i ikke fange fisk på den, er den i det mindste vældig flot at sætte i hatten”

Det har derfor været nærliggende, her i anledning af foreningens 100 års jubilæum genopfrisker mønstret.

NL Jubi

Krog: Kamasan L.W. laksekrog str. 6.

Hale: Guldfasan crest.

Krop: Bageste halvdel ½ flad sølv, forreste halvdel ½ rød rød flossilke eller plastik gavebånd.

Rib: Oval Sølv

Hackle: Perlehøne farvet blå.

Vinge: Fishhair, lagdelt, rød-gul-sort.

Hoved: Rødt, bindetråden med klar lak.

I mangel af Fishhair har jeg brugt Polarfiber, der er lidt finere (og mere velegnet - efter min mening) til vingen.

Jørgen Brandt

Polar Anne

​Efter et par ture til både Limfjorden og Mariager Fjord i Lindenborg å's fredningsperiode har jeg leget lidt med tanken, om at lave en flue til åen - som har nogle af de samme egenskaber som kystfluen Polar Magnus, der efterhånden har vist sig som en klassisk storfanger til vinterens og forårets havørreder langs de danske kyster - så hvorfor skulle en tilpasset version ikke også kunne fange fisk i åen, i de kolde måneder?

Polar Anne

Krog; Partridge single Wilson

Bindetråd; Sort 8/0

Hale; Grizzly hackle fibre

Krop; Flad sølv tinsel eller sølv garn

Rib; Oval sølv tinsel

Kropshackle; Grizzly hackle

Front hackle; Magenta (lyserød)

Vinge; Grizzly hackle fjer

Lak; Klar lak

Henrik Bertelsen

Universalzonkeren

Det er ikke første gang, at Henrik Kures fluebinding har inspireret mig. Senest dannede en af Henriks fluer fundamentet for en artikel i Sportsfiskeren. Selv om artiklens formål tydeligvis var at promovere de nye Ahrex kroge (product placement), så gav artiklen lyst til en stund foran fluestikket. Da NL stadigvæk ikke har meldt sig under forbundet faner, så er der givet vis mange NL-medlemmer, der ikke har set Henriks Zonker. Det får I så lejlighed til her.

I Sportsfiskeren har zonkerfluen ikke noget navn, der er nærmest tale om et grundmønster, som kan varieres i farvevalget. Chartreuse var i artiklen valgt som en effektiv mulighed. Der fandtes ingen egernskind indfarvet i denne hidsige kulør i min samling. I stedet valgte jeg at binde nogle langt mere diskrete zonkere i naturfarver. Senere blev det til nogle lidt mere vovede udgaver med pink som giftigt indslag. Den slags kan ofte vise sig udslagsgivende ved vintertide – både i åen og på kysten.

Mange forbinder fluetypen med kystfiskeri – ikke mindst på lokaliteter som Mariager Fjord og andre beskyttede kystområder. Her vrimler det med kutlinger, der fint imiteres af små zonkerfluer. I virkeligheden er fluetypen amerikansk og beregnet på storørred i strømmende vand. Det der med storørred og rindende vand passer temmelig godt på vores egen å i disse år. Der skal ingen tvivl være om, at denne zonker vil blive bundet i enden af mit forfang i den kommende sæson.

Materialerne nævnes i den rækkefølge, hvori de monteres.

  • Krog: Mit valg er Owners Kappa SW-1 str. 8. Henriks valg er Ahrexn NS122 Light Stinger str. 6
  • Vinge: Egern strip (Pine Squirrel natur). (Henrik bruger samme i chartreuse). Vingen bindes fast bagtil, hvor kroppen skal starte.

    Krop:Syntetdubbing i ønsket farve – gerne med lidt glans/flash. Jeg har brugt henholdsvis pearl og pink – Henriks flue har krop af chartreuse Spectra dubbing.

  • ​Krop: Syntetdubbing i ønsket farve – gerne med lidt glans/flash. Jeg har brugt henholdsvis pearl og pink – Henriks flue har krop af chartreuse Spectra dubbing.
  • Palmerhackle: Hvid hane (korte fibre) over kroppens forreste halvdel. Når hacklet er tørnet, bindes egern strippen ned foran kroppen.

  • Hackle: Afklippede egernhår (som vingen) spindes i dubbingløkke og tørnes.
  • Sider: 1 eller 2 strå flash af en art.
  • Hoved: UV-lim og 3-D øjne. Henrik bruger i stedet Fish Mask # 4 (plastikhoved).

For ikke så længe siden opgav jeg næsten brugen af UV-lim til fluebindingen. Hovederne klistrede efter hærdning lige meget hvilket fabrikat der blev indkøbt. Nu vel – et lag fluebindingslak som afslutning virkede nogenlunde. Alligevel blev jeg lokket til at købe en håbløst kostbar UV-lygte. Til alt held så virker den. Nu kan jeg lave geddefluer med hoveder som halloween-græskar, uden at de fedter.


Brandt

The RAT

The RAT & the RAT-pack

Rusty RAT, Silver RAT og Blue RAT er laksefluer kendt af de fleste med hang til fluefiskeri efter laks og havørreder. Det er almindeligt kendt, at RAT-fluernes navn er dannet af ophavsmandens initialer. Hr. Roy Angus Thom(p)son nævnes næsten hver gang, fluerne præsenteres i bøger, tidsskrifter eller på nettet. Det er ret godt gået, da den første RAT så dagens lys i 1911! Fluen er skabt til atlantlaksene i det østlige Canada, hvor der siden Thompsons dage er bedrevet et eksklusivt fluefiskeri efter laks. Her vil det ikke være et særsyn at støde på rigmandsfiskehytter langs elvene tegnet af Amerikas førende arkitekter, da både industrimagnater og tidligere præsidenter og den slags fra tid til anden lægger fluelinen ud over de fiskerige floder i New Brunswick og de tilstødende provinser.

Jeg satte mig så for at støve yderligere oplysninger om den berømte fluebinder op. Det lykkedes imidlertid ikke. Jeg kunne endda ikke få afgjort, om efternavnet skal staves med eller uden ”p” i midten. Der var nogenlunde lige mange hits, som det vist hedder, når man søger på Google med de respektive staveforslag. Derimod var der lange afhandlinger og hede diskussioner om RAT-versionen ved navn Rusty Rat, og om dennes ophavsmand. Mere om det senere.

Netop Rusty Rat, samt et par andre af de mest anvendte versioner, ligger allerede i vores forenings database. Jeg vil forsøge at give en lidt mere komplet fortælling om fluernes historie. Fortællingen vil givetvis være mangelfuld på nogle områder, og den vil sikkert også være fejlagtig her og der, da det har været noget af et detektivarbejde at finde oplysningerne, og flere gange har kilderne været indbyrdes modstridende.

The Victorian Era (sidste halvdel af 1800-tallet) var en periode, hvor damerne – altså især de fine (og til dels også de frække) – førte sig frem i storslåede gevandter pyntet med spraglede og farvestrålende eksotiske fjer fra de fjerne kolonier. Rester fra modebranchen endte på fluebindernes hylder, og de fantastiske fulldressede laksefluer så dagens lys. Hardy-brødrene i Alnwick og mange andre virksomheder på de britiske øer og rundt om i Europa fremstillede disse lakselokkende kunstværker og solgte dem til høje priser. En del blev sendt til velhavende kunder i Amerika, men priserne var for høje for den jævne mand. Yderligere var det ikke nemt at skaffe de eksotiske materialer på den anden side af dammen. Derfor startede en tradition for mere simple laksefluer over there. Ofte var fluerne med hårvinger. Vingematerialerne stammende fra dyr, der var naturligt forekommende på kontinentet. Udviklingen af de hårvingede laksefluer tog for alvor fat i 30’erne og har senere næsten helt overtaget markedet – også i Europa. Hr. Roy Angus Thompson var en hårvinge-pionér bosat i det østlige Canada. Allerede i 1911 bandt han fluen The RAT. Den var nærmest forud for sin tid og blev stamfader til adskillige RAT-fluer, hvorom det gælder, at vingen er af dækhår fra gråræv, hacklet er grizzly høne bundet ”på jysk” foran vingen og bindetråden er rød. Naturligvis ses variationer – i mangel af gråræv bruges af og til silvertippet egern eller et mix af hvide og sorte hår. (Vælges silvertippet egern, så er fluen nærmest en ”Cosseboom” og ikke en RAT. Cossebooms er en anden østamerikansk fluefamilie, der består af et væld af varianter. Denne familie varierer dog så vildt, at de fleste fluer med silvertippetvinge kan kaldes en Cosseboom, hvis binderen synes. Dog må de gerne have et gult hackle, (John Cosseboom bandt den første i 1923)).

RAT-fluerne bindes ofte lidt kompakte på korte kraftige dobbelt-kroge. Jeg har valgt en lidt lettere dresset stil bundet på en spinklere enkeltkrog, da en mere levende flue vil være mit valg i Lindenborgs rolige strøm.

The RAT​

  • Bindetråd: Rød
  • Tip: Tynd oval sølv
  • Hale: Guldfasan crest
  • Rib: Medium oval sølv
  • Krop: Påfugle herl
  • Vinge: Gråræv, brug kun dækhårene – underulden er fin dubbing til andre fluer – bl.a. The Grey RAT
  • Hackle: Grizzly høne

Cheeks Alle RAT-fluer kan bindes med cheeks af jungle cock, men mange fravælger denne detalje. Tilbage i fluens første årtier, har jungle cock givetvis været et materiale, der ikke altid var tilgængeligt. Det er måske derfor, at denne del af mønstret ikke er entydigt.

Spøjst at binde en RAT-flue, næsten som at gå 30 år tilbage i tiden. Ingen blød dråbeformet vinge, men stive dækhår indbundet utapéret! Det er sandelig ikke god tone ved fiskevandet i dag. Men med RAT-fluerne er der ingen vej udenom.

Ovenstående flue må have fået en usædvanlig god modtagelse. Allerede samme år (1911) præsenterede Herbert L. Howard varianten, The Copper RAT, og inden længe fulgte Silver-, Gold- og Grey RAT.

The Copper RAT

  • Bindetråd: Rød
  • Tip: Tynd oval sølv
  • Hale: 4-5 fibre fra påfuglens sværd
  • Rib: Medium oval guld
  • Krop: kobber tinsel
  • Vinge: Gråræv - kun dækhår
  • Hackle: Grizzly høne

The Silver RAT​

  • Bindetråd: Rød
  • Tip: Tynd oval guld
  • Hale: Guldfasan crest
  • Rib: Medium oval guld
  • Krop: Sølv tinsel
  • Vinge: Gråræv - kun dækhår
  • Hackle: Grizzly høne

The Gold RAT​

  • Bindetråd: Rød
  • Tip: Tynd oval sølv
  • Hale: Guldfasan crest indfarvet rød
  • Rib: Medium oval sølv
  • Krop: Guld tinsel
  • Vinge: Gråræv - kun dækhår
  • Hackle: Grizzly høne

The Grey RAT​

  • Bindetråd: Rød
  • Tip: Tynd oval guld
  • Hale: Guldfasan crest
  • Rib: Medium oval guld
  • Krop: Dub af underulden fra vingen
  • Vinge: Gråræv - kun dækhår
  • Hackle: Grizzly høne

Nu går der en periode, hvor det er sparsomt med oplysninger omkring RAT-fluerne. Én ting er sikkert – der er på et tidspunkt dukket en Black RAT op. Den får nemlig snart en afgørende indflydelse på historien. Jeg gætter på, at The Red- og The Brown RAT også er kommet til verden i løbet af århundredets første halvdel.

The Black RAT​

  • Bindetråd: Rød
  • Tip: Tynd oval sølv
  • Hale: Guldfasan crest
  • Rib: Medium oval sølv
  • Krop: Sort uld (lam, sæl, der nævnes lidt forskelligt)
  • Vinge: Gråræv - kun dækhår
  • Hackle: Grizzly høne

The Red RAT​

  • Bindetråd: Rød
  • Tip: Tynd oval sølv
  • Hale: Barred woodduck
  • Rib: Medium oval sølv
  • Krop: Rød uld (lam, sæl, der nævnes lidt forskelligt)
  • Vinge: Gråræv - kun dækhår
  • Hackle: Grizzly høne

The Brown RAT​

  • Bindetråd: Rød
  • Tip: Tynd oval sølv
  • Hale: Barred woodduck
  • Rib: Medium oval sølv
  • Krop: Brun uld (lam, sæl, der nævnes lidt forskelligt)
  • Vinge: Gråræv - kun dækhår
  • Hackle: Grizzly høne

I New Brunswicks nordlige grænseområde løber Restigouche River gennem vildmarken. Floden afvander de nordligste dele af the Appalacian Mountains, inden den afleverer vandet til Gulf of St. Lawrence – et hjørne af Nordatlanten. Her var et sandt lakseparadis, og hr. Joseph Pulitzer, jr. , (søn af aviskongen, der stiftede the Pulitzer Price), må have haft en strålende dag deroppe. Han havde fisket med en lokalt bundet Black RAT, og efter adskillige laks var den stakkels flue helt sønderbidt, og især kroppen hang i laser. Joseph fortsatte dog ufortrødent fiskeriet, og fluens tilstand var ingen ulempe – tvært i mod! Han landede en gigantlaks på 41 gode amerikanske pund på den trævlede flue. Han gik nu til sin flueleverandør, J. C. Arsenault med trævlen, der skulle kopieres så nøjagtigt som muligt. Den rustfarvede tråd, som Arsenault havde brugt under fluens sorte krop var nu synlig på den bagerste halvdel, og desuden var den trævlet godt op. Efter adskillige kopieringsforsøg godkendte Joseph Pulitzer endelig en vellignende udgave af trævlen - og the Rusty RAT var født!

Pulitzers laks hænger i øvrigt den dag i dag på væggen i Restigouche Motel, Matapedia.

The Rusty RAT​

  • Bindetråd: Rød
  • Tip: Tynd oval guld
  • Hale: 4 - 5 fibre fra påfuglens sværd
  • Rib: Medium oval guld
  • Krop: Bagerste halvdel: Rustgylden floss. Forreste halvdel: Påfugle herl
  • Veiling: Rustgylden floss på oversiden. Fæstnet mellem kropsdelene og går til midt på halen.
  • Vinge: Gråræv - kun dækhår
  • Hackle: Grizzly høne

​Der er stor diskussion omkring bagkroppens præcise farve. Alle kulører fra lys gul over varm gul til gylden og orange eller rustbrun bliver brugt. Mon ikke alle nuancer virker fint. Hvis man gerne vil fiske helt autentisk, så havde de første Rusty RATs hele to veilings på oversiden, idet der midt på den gule sektion var en kort ekstra-veiling, der gik til halens indbindingspunkt. Det kunne tyde på, at Joseps flue var gennemtygget for alvor.

J. C. Arsenault har haft sin store andel i hårvingefluernes udbredelse, idet han ændrede mange af de anerkendte europæiske fjervingede fluemønstre til simplere hårvinge-udgaver. Han var en dygtig fluebinder med mange indflydelsesrige kunder, men det havde været en kamp, at nå så langt. I 1929 besluttede han sig for at leve af fluebindingen, men de etablerede i branchen – både i Amerika og Europa – var ikke interesserede i konkurrence inden for deres lukrative marked i New Brunswick samt i de øvrige Maritime Provinces of Canada. Derfor ville de ikke levere kroge, fjer og andre nødvendige artikler til hans iværksætter-projekt. Lokale materialer måtte tages i anvendelse i stedet, og blev grundlaget for produktionen, men gennem sine gode fluefiskende venner fik han efterhånden alle de nødvendige materialer hjem, og han fik en god forretning op at stå. Der blev både bundet fulldresset og på mere simpel hårvingefacon, og ikke overraskende virkede de simple fluer mindst lige så godt som de fine af fjer.

Efter krigen var der atter problemer med at skaffe materialer, hvilket var situationen på den tid, hvor the Rusty RAT kom til verden. I flg. link ses lidt nede et foto af en gammel Rusty Rat bundet af Arsenault selv. Halen, vingen og hacklet var bundet af erstatningsmaterialer. Lidt længere nede på siden ses en flot udgave bundet på den normale kraftige dobbeltkrog. http://www.restigouchelodge.com/the-rusty-rat Der er ingen tvivl om, at the Rusty RAT var fluen, der slog Arsenaults navn fast for alvor. RAT-fluerne har i perioder været totalt dominerende og er stadigvæk meget anvendt i området, og netop hans udgave er den mest populære af dem alle.

Der findes adskillige anekdoter omhandlende Arsenault. Han var givet vis ikke altid let at omgås. Derfor fik en dr. Orrin Summers en overgang uretmæssigt tildelt æren for mønstret til the Rusty RAT. Det var i pragtværket, Bates: Atlantic Salmon – Flies & Fishing. Forfatteren Bates havde været til et flue-seminar hos Arsenault, hvilket sikkert gik lystigt for sig. Arsenault skulle have været grov over for Bates, der så efterfølgende hævnede sig i sin bog fra 1970 ved at tilskrive den berømte flue til dr. Summers. Da bogen blev redigeret i 1996, kom en form for dementi – men uden at Arsenault fik overdraget æren – we will never know - blev nærmest konklusionen på Rusty’s tilblivelse i den nye udgave af bogen. 


Ud over Summers er Roy Angus Thompson (RAT-fluernes fader) naturligvis også fra tid til anden beskrevet som Rusty RATs ophavsmand, men det er adskillige andre også – bl.a. Ambrose Monell og dr. D. Clough, samt, (og med nogen ret), Joseph Pulitzer, jr., der fangede laksen. Kær flue har mange fædre!

The Rusty RAT gik nu, sammen med de andre rotter, deres sejrsgang kloden rundt. Det var dog ikke slut med nye varianter. Men det må næsten siges, at de nye mønstre fra nu er varianter af the Rusty RAT og ikke af den originale RAT. På de senere mønstre er RAT-fluekroppen altid delt i to halvdele og veiling(s) er en fast ingrediens. Dansk-amerikaneren Poul Jorgensen, kendt af de fleste fluebindere, blev bedt om at designe en flue til vennen, Joe Bates, jr., der skulle fiske i Laxa på Island. Alle ved, at blåt i fluen er et must deroppe på sagaøen – vennens favorit var da også velkendte Blue Charm. P. Jorgensen bandt så en Blue RAT, stort set som en Rusty, men med blå bagkrop og veiling. Den har dog blå cheeks (han nævner isfugl – eller erstatning) og junglecock. Bates meldte tilbage, at den nye RAT ikke fiskede ringere end hans tidligere favorit. Den blå RAT-version er slået rigtig godt igennem de fleste steder, og hvis du skal en tur til Bjerkreimselven, så skal du bestemt have nogle stykker med i æsken.

The Blue RAT

  • Bindetråd: Rød
  • Tip: Tynd oval guld
  • Hale: 4 - 5 fibre fra påfuglens sværd
  • Rib: Medium oval guld
  • Krop: Bagerste halvdel: Klar blå floss. Forreste halvdel: Påfugle herl
  • Veiling: Klar blå floss på oversiden. Fæstnet mellem kropsdelene og går til midt på halen.
  • Vinge: Gråræv - kun dækhår
  • Hackle: Grizzly høne. Jorgensen anbefaler, at hacklet indbindes som to falske hackler – et bundt over vingen og et bundt som throathackle. Bundterne spredes efterfølgende rundt om krogen. Jeg tænker, at han ønsker en slankere profil.
  • Cheeks: Jungle cock og isfugl

Nu er vi snart igennem. Vi skal lige have en spradebasse med på falderebet – the King RAT, hverken mere eller mindre. Den er første gang nævnt i værket, Fulsher & Krom, Hairwing Atlantic Salmon Flies (1981). Den har lige fået lidt ekstra gas i form af veilings.

The King RAT​

  • Bindetråd: Rød
  • Tip: Tynd oval guld
  • Hale: 3 - 4 fibre fra påfuglens sværd over gul floss
  • Rib: Medium oval guld. Ribben tørnes tættere end normalt over sølvkroppen
  • Krop: Bagerste halvdel: Sølvtinsel. Forreste halvdel: Påfugle herl
  • Veiling: Gul floss både over og under krogen. Fæstnet mellem kropsdelene og går til midt på halen. Over (under) flossen indbindes 3 fibre fra påfuglens sværd. (Som halen)
  • Vinge: Gråræv - kun dækhår
  • Hackle: Grizzly høne

Det var så fortællingen om 11 fra the RAT-pack. Så mangler der jo kun én i, at dusinet er fuldt. Den ligger jo lige til højrebenet – vi skal have en ny: The NL RAT! Kongen over dem alle. Den er ikke bare kongelig pga. slægtskabet med the King RAT. Se på den, og tankerne ledes mod vådfluernes dronning, Alexandra - og måske knap så flatérende, mod the Bloody Butcher! Den bliver et hit. For at undgå enhver tvivl om ophavet til denne nye skønhed skal jeg her pointere, at ophavsmanden er ingen ringere end: Hr. overlærer J. R. Brandt, Himmerland, DK! Så er dén sat på plads én gang for alle…. - og han har ikke engang fanget noget på den endnu!

The NL RAT​

  • Bindetråd: Rød
  • Tip: Tynd oval sølv
  • Hale: 3 - 4 fibre fra påfuglens sværd over burgundy floss. Alm. Rød floss kan nødtvunget bruges
  • Rib: Ingen. Hvis en stærkere flue ønskes, så ribbes med oval sølv, medium.
  • Krop: Bagerste halvdel: Sølv flatbraid. Forreste halvdel: Påfugle herl
  • Veiling: Burgundy floss både over og under krogen. Fæstnet mellem kropsdelene og går til midt på halen. Over (under) flossen indbindes 3 fibre fra påfuglens sværd. (Som halen) Alm. Rød floss kan bruges
  • Vinge: Gråræv - kun dækhår
  • Hackle: Grizzly høne

Under mit google-eventyr i forbindelse med ovenstående er jeg stødt på nogle flere rotter. De nævnes her, så kan læseren selv fortsætte rottejagten på WWW:

Black Crystal RAT, (Eric Baylis, 1993)
Purple RAT, (Brian Sturrock)
Fluorecent Green RAT, (Rob Solo)
Green & Orange RAT, (John Reed)
Pumpkin RAT
Pack RAT, (bl.a. pink butt!)
- og så dem, der smuttede fra mig undervejs-

Brandt​

The Munker

Efter en sæson, der for evigt vil være fastbrændt i de fleste havørredfiskeres erindring, skal vi nu se på en rigtig bamseflue - en ung, moderne flue fra Storåens brinker og med aner helt til Mörrumsån i det sydsvenske. Der er egentligt mere tale om et koncept end om et egentligt mønster, da farver og belastning kan varieres efter binderens ønsker og fiskesituationens krav.


Vi kender alle Muddleren og dens evner med hensyn til fangst af storørred. Den fiskes ofte som buleflue om natten, da de hule hjortehår sammen med vandpresset på det store hoved naturligt får Muddleren til at fiske højt i vandet. Selv tror jeg, at fluetypens gode fangstresultater bl.a. skal findes i, at fluen må ”lave en masse larm” under vandoverfladen pga. det store buskede hoved.
Storåfiskeren Kim Sørensen – kendt af mange fra Guidelines ”PowerTeam” og som rørfluen ”Det Gule Lyns” far – overværede ved en lejlighed, hvordan belastede rørmuddlers tyndede ud i bestanden af Mörrumlaks i Pool 15. Det var startskuddet til udviklingen af The Munker. Kort fortalt er The Munker en zonker med et kort langfibret muddlerhoved med flad front bundet på et kort belastet rør. Netop denne kombination giver en ekstremt levende flue, hvilket er ønskeligt til de danske forhold, hvor åernes fald er mindre og strømmen roligere end i f.eks. Mörrum. Navnet på skabningen er en sammentrækning af ”muddler” og ”zonker”. Fluen fiskes oftest på synkeline. Resultatet er en dybtfisket flue, der virkelig må tiltrække sig opmærksomhed dernede. Det har været en fremragende flue til de vestjyske laks siden 2012. Ud over før nævnte materialer udstyres The Munker ofte med jungle cocks, gummiben, lidt flash og et eller to soft-hackles - alt monteret mellem vingen og muddlerhovedet. Jeg har også set fluen bundet med speyhackle i stedet for softhacklen, hvilket ikke ser helt dumt ud. En løsthængende krog i plastkrogstyr sørger for, at fisken kan komme op på land. Kim har i mine øjne en højt udviklet æstetisk sans, og hans fluer er utroligt velproportionerede. Fra tid til anden er der mulighed for deltagelse i et af hans kurser – og jeg har bestemt planer om at dukke op en dag. 


Nu skal vi i gang med binderiet:
Belastningen på originalen (nogle kugler, der fås i forskellig massefylde og passer på røret) sidder helt tilbage på røret, så kroppen bliver ekstrem kort – især når der kun bruges én kugle. I mit fiskeri har jeg oplevet at krogen lidt for ofte hægter op i linen, når jeg fisker med ultrakorte rør. Derfor monterer jeg belastningen på mine Munkers, så der stikker en rørstump på ½ - 1 cm bagud. Stumpen dækkes med Mirage- eller pearltinsel. Dernæst limes belastningen på med sekundlim. Jeg er endnu ikke hoppet på nogen af de moderne rørflue-multi-dimse-byggesystemer, hvor man køber sig fattig i alverdens dimser. Jeg har mine gamle yder- og inderrør samt dertil passende coneheads i diverse farver. Det rækker så rigeligt til mine behov. Derfor vælger jeg et conehead i passende kulør som vægt. Ønsker jeg mere vægt, ja – så ryger der et ekstra hoved på. Mine fluer skal ikke svømme i Storåen - men i Lindenborg å. Derfor fungerer det fint med lidt mindre belastning. Måske bliver de endda en mørk nat fisket let bulende på flydeline, når ingen ser det. Det kan give fisk, ved jeg! Spændende om en dybt fisket Munker kan give Lindenborgørred i de lyse timer. Jeg tror det og glæder mig meget til at prøve.
Nu skal zonkerstrippen på. Skindet udskæres i en aflang trekant, så den rette dråbeform fremkommer. Vingen indbindes lige foran belastningen. Dernæst indbindes evt. lidt flash. Det var også en mulighed at indbinde lidt flash under vingen, inden den blev monteret.


Nu indbindes hacklet, gummiben og jungle cocks, hvorefter røret afklippes i forenden i passende længde. Så brændes der en lille krave. Nu skulle der gerne være 2 – 3 mm til hjortehårshovedet. Trim hovedet forsigtigt, så fluen bliver tilpas fladpandet og bredhovedet, hvilket er et af Munkerens kendetegn. 


Farverne er op til den enkelte. Jeg har valgt en gylden/oliven, en gul á la Lynet og så en sort/purple natflue tiltænkt flydelinen. Men find selv på flere kombinationer – f.eks en rød/sort eller én i Skjernfluens farver.

Knæk og bræk derude – måtte den kommende sæson blive en reprise!
Jørgen Brandt

March Brown

”Di dæer skriiigfarwer duer æ! - Sæt do hæller en bett gråbrun flow po i stæjje!” - Et par timer efter var March Brown min favoritflue.

Kort tid inden denne velmente vejledning udi fluevalgets svære kunst blev afleveret til den 10-årige knægt på brinken nedstrøms svinget ved ”Hønse Kelds” gamle ejendom, havde jeg fået lov til at tage den engelske splitcanestang af mærket Octopussy, som stod lokkende i hjørnet af fars konter og samlede støv, med til åen. Den gamle fluefisker med et langt livs erfaring og med hang til kedelige fluer indførte mig senere i nogle af fluekastets hemmeligheder – gode råd, som kunne supplere kasteforklaringerne fra ”Alle Drenges Fiskebog”, som jeg kunne udenad. Jeg kan huske, at jeg fik hans telefonnummer, og at han mindst to gange kørte de 20 km. fra Viborg til Nr. Borup på sin skramlende knallert for at hjælpe den bette knajt i gang med det, som skulle blive en livslang lidenskab. Hvad den gamle hed, fandt jeg aldrig ud af, men han lærte mig at kaste helt over til den anden bred, hvilket ikke var så dumt – jeg har i hvert fald gjort det mange gange siden. Og han lærte mig, (i det mindste for en stund), at kun de kedeligste fluer kunne fange fisk. Dengang var der et sandt mylder af mindre bækørreder i Simested å, og da mindstemålet kun var 25 cm, så kom der fra tid til anden lidt fisk med hjem. En god dag var ofte ensbetydende med genudsætning af et dusin småørreder eller to. March Brown tog sin del deraf. I dag er vande med en så enorm bestandstæthed sjældne, og det samme er lystfiskere, der fisker med March Brown og splitcane.
March Brown er en aldrende engelsk imitationsflue, hvis forbillede er døgnfluen Rhithrogena germanica, (tidligere kaldet R. haarrupi). Det faktum, at fluen mest blev anvendt som vådflue, kan derfor virke lidt paradoksalt, da jeg sjældent har set en døgnflue fare rundt under vandoverfladen. Dette forhold undrede mig i øvrigt også ofte, da jeg i den pure ungdom gladeligt fiskede med Red Spinner, Blue Dun, Olive Dun ect. – alle bundet som vådfluer. Faktisk undrer jeg mig stadigvæk lidt. Man burde nok fiske fluerne opstrøms/dead drift for at opnå bedst præsentation, men man fanger nu mest, når der fiskes traditionelt nedstrøms med fluerne. Når der i dag fremkommer nye fluemønstre tænkt som døgnflueimitationer, så er de naturligvis designet til at fiske i – eller på overfladen. Der kommer altså ikke flere vådflueversioner af imitationsmønstrene, når forbilledet er en klækket døgnflue.
March Brown som tørflue skal jeg ikke komme nærmere ind på, bortset fra at nævne, at vådfluens karakteristiske indslag af agerhønehackle ofte er udskiftet med brunt hanehackle med bedre flydeegenskaber.


Jeg har aldrig haft en tør MB i min æske – og jeg har aldrig savnet den. Det kan skyldes, at fluens forbillede, Rhithrogena germanica, kun lever ét eneste sted i Danmark i dag, nemlig i Højen bæk sydvest for Vejle. I Grejså nord for Vejle, blev arten sidst observeret i 1961. Tidligere, i starten af 1900-tallet, var udbredelsen større. Nymfen kræver rent, køligt og raskstrømmende vand med stenbund, hvilket desværre ikke er en biotoptype, der findes så mange steder i dag. Hvis man ønsker at binde imitationer af nymfen, så skal den være 8 – 12 mm lang, ganske flad og bred. I England, hvorfra mønsteret stammer, er insektet langt mere almindeligt. Ellers skal man til Hallandsåsen eller Hartzen, for at finde populationer. Svend Saabye antager, at March Brown fungerer fint som forbillede til den store døgnflue, Hepthagenia fuscogrisea – ”Brown May”, der er langt mere udbredt herhjemme. Dette insekt imiteres også af bl.a. August Dun, Brown May Dun og Great Red Spinner.


Men tilbage til vådfluen. Der findes et utal af våde varianter, og fluen bindes også uden vinge som flymf/spider, eller som havørredflue med sølvkrop. March Brown Silver har haft kronede dage blandt norske havørredfiskere gennem tiderne, og i lavt, klart sommervand gør den sig bedre end de fleste både i Lindenborg, i Simested og i Binderup å.

Det er dog den originale version med krop af hareøreuld, der især står mit hjerte nært. Den lokker fisk overalt og året rundt. Den fanger i den lille bæk, i åen, i fjeldsøen og elven. Den vil helt sikkert kunne tømme en P&T-sø samt sørge for uforglemmelige oplevelser på kysten, hvis den fik lov.
Hvorfor frister denne brune nullermand så uimodståeligt, når insektet, der danner forbilledet stort set ikke findes i vores land? Jeg er ret sikker på, at fluen med de levende spættede ben, den lodne krop og den nette vinge på bedste vis imiterer ”en himmerigsmundfuld” (uspec.) for enhver fisk til enhver tid – Ikke mindst hvis fisken er lysten på tanglopper, vårfluepupper, ……. - you name it.

  • Krog: Vådfluekrog str. 14 – 12
  • Bindetråd: Gul eller lys brun
  • Hale: Fibre fra agerhønehackle
  • Krop: Uld fra hareøre. Man kan med fordel dubbe den ene af trådene i en dubbingløkke, hvorefter løkken snoes. Det giver en stærk og lodden krop
  • Rib: Snoet gul flos eller oval guldrib. Nogen gange undlades ribben helt – især på helt små fluer
  • Hackle: Agerhøne
  • Vinge: Fasanhøne. Disse fjer er oplagte for fluebinderen, der gerne vil i gang med at binde fjervinger. De driller sjældent.

- Og bind nu en god håndfuld, når du er i gang!

Brandt

Storeå Hansen

Fredag den 22. august 2014
Ugen havde budt på både grødeskæring i Lindenborg Å plus heftig regn og blæst. Det måtte give fisk! Ankommet til åen kunne jeg konstatere ekstrem høj vandstand. Da jeg var varslet om det forinden blev aftenens grej det tunge skyts: 13 fods med klasse 9 synke 2 line, 0,40 mm forfang. Fluevalget blev en Storå Hansen bundet på en tung krog til at fiske dybt. Kastene blev med lang line hvor jeg gik en meters penge med strømmen lige da fluen ramte vandet. Klokken 21.40, i det sidste sprøde aftenlys, huggede en ørred hårdt og kontant. Den stod nede på et fladt og bredt fladt stykke af åen efter et dybt sving og ud for en grødebræmme. Fisken trak rundt og jeg fandt et godt sted at lande den. Linen blev kørt helt ind til forfanget mens jeg lod mig glide ned i åen. Fire gange var den ved nettet men spurtede ud igen. Til sidst fik jeg dog fisken ind over netrammen samt undertegnede bjærget godt op på det tørre. En frisksteget hanfisk på 67 cm og 3,8 kg. Fluen var en Storå Hansen på en størrelse db 6 og den sad solidt forankret i kæben.

Flashback:
Tæt på påske 2013 med laksefeber! Æskerne kikket igennem. Manglede – endnu en. Denne gang et mørkt mønster. Kom til at tænke tilbage på fluer jeg tidligere har haft held med. I den forbindelse til beskidt vand farvet fx af udskyllende humus via drænede marker med pumpestationer og grøfter fra tørvemarkerne lang åen. Hansenfluen. Fluen blev oprindelig opfundet af min gamle fiskeven Preben B. Hansen. Han skabte mønsteret ud fra et andet mønster. Det var en helt simpel udgave til bækørreder. Blot en krop og et brun hackle! Førhen fiskede vi meget sammen i Lindenborg Å på NL,s fiskevand. Det til jeg valgte en anden forening ved åen og han meldte sig ud på grund af andre interesser. Nu er han dog igen på spil langs åen. Gammel ræv kunne ikke dy sig!
Anyway: Fluen tog dengang godt med fisk. Jeg lavede naturligvis flere varianter af den gennem tiden. Fluen jeg kaldte Hansenfluen variant og Fru Hansen (rørflueudgave med marabouskørt i brun hele vejen rundt om røret som hale) fik jeg flere store havørreder på. Varianten på krog blot med en hale af underuld fra Fairy Brown polarræv tog jeg sidenhen mange havørreder på. De senere år flere fine havørreder på sensommeren. Måske fordi de rødbrune farver irriterer havørrederne? 


De fleste havørreder jeg har taget på fluen er hanner. Den seneste her for en uge siden i 2014 ingen undtagelse. Desuden er de ofte fanget tidlig på aftenen i rigtig ruskvejr med spredt regn! Det er ligesom om den virker helt rigtig der. Selv laks i Norges sydligere elve lod sig overliste på fluen. Igen i vand farvet af udvaskning fra oplandet.


Det oprindelige mønster har hale af et lille bundt brune fibre fra et hanehackle. Krop af nederst flad sølvtinsel dækket med dark amber transulent Swannundaze (farve 17). Brun fronthackle og natursort egernhalehår som vinge. Varianten jeg lavede beskrives senere i teksten med fx polarræv som hale samt lidt kobber og bronce flash lagt under vingen. På toppen af vingen bandt jeg fx blank sort Orvisflash. Desuden sider af certificeret opdrættet jungle cock.


Swannundaze er de senere år solgt under navne som Vinyl Body Rib fra Oracle Fly Tying, Body Lace fra The Fly Co. Osv. Men de er lidt tyndere end det oprindelige materiale som har flad bagside og buet forside. Købte det engang da ruder konge var knægt ved Stefs Fluebinding.


Mit materialevalg er i dag, til rørflueudgaver, ofte kobberfarvet Mylarrør. Det har dog en lidt mørkere farve end det oprindelige materialevalg. Derfor kommer jeg lidt mere lys kobber i vingen for at udligne forskellen. Helheden er stadig brun, kobber og sort.

Historik:
I mangel på det oprindelige kropmateriale til Hansenfluen bandt jeg følgende udgave den 1. september 2009.
Hansenfluen variant. 2009


Variant til letfarvet vand og mørk himmel

  • Hale: Fairy brown underuld af polarræv
  • Krop: Kobber Flatbraid
  • Rib: Fire stykker tynd kobbertråd snoet sammen til en wire og tørnet op over kroppen
  • Fronthackle: Brun hanehackle
  • Vinge: Nederst sort isbjørn (kortere end krogen) med et lille bundt kobber Gliss N’ Glow over (fire strå lagt I løkke = otte strå i alt). Øverst et tynd bundt natursort egernhalehår med et lille bundt sort Fluoro Fibre Hanks eller sort Orvis Flashabou øverst
  • Sider: Opdrættet certificeret jungle cock eller erstatning
  • Hoved: Sort

Den gav mig en række fine fisk i Lindenborg Å!

Storå Hansen rørflue
Variant fra 2013

  • Tråd: Sort
  • Rør: FITS. Tykkelse nr. 1 rød + tykkelse nr. klar
  • Tag: Kobber Mylartinsel
  • Hale: Brun Angel Silk et materiale iblandet fin flash matchende grundfarven
  • Krop: Kobber Mylarrør, medium
  • Rib: Fire stykker tynd kobbertråd snoet sammen til en wire og tørnet op over kroppen,
  • Fronthackler: To brune hanehackler
  • Vinge: Sort Rabbit Strips S-cut 3mm eller fx Australian Opossum body Zonkerstrip i sort til små udgaver, kobber og after midnight FF Angel Hair, to strå kobber Krystal Flash, sort FF tanukihår
  • Sider: Opdrætte certificeret jungle cock eller erstatning
  • Hoved: Sort

Bindevejledning for Storå Hansen som rørflue:
Et kort stykke tynd rød inderrør limes fast i rørets ene ende. Det er der fluens conehead senere skal monteres.


Tag og hale bindes ind, Ribben fæstnes på undersiden af røret og tråden afklippes. Et stykke kobber Mylarrør, to gange rørets længde, skubbes ned over røret. Tråden tørnes tilbage over flashrøret og frem til udgangspunktet. En knude og lidt lak. Den bagudvendte del af flashrøret rulles op over plastrøret, holdes stram og bindes fast forrest. Overskydende afklippes.


Kaninstrimlen fæstnes lidt bag rørets forende. Ribben tørnes op gennem vingen og låser den fast. Det første hanehackle tørnes. Ovenpå et beskedent bundt sort tanukihår bundet fladt i rørets længde. Derpå følger flashmaterialerne bundet i løkke. Det vil sige at materialerne indbindes med ender der stritter fremover rørets forende. Derpå bukkes de bagover og fastlåses med bindetråden. Flashen skal være noget længere end den sorte undervinge og afklippes i forskellige længder.


Over vingeroden tørnes nu det andet hanehackle med fibre længere end det første. Derpå indbindes to korte vinger af sort tanukihår. Vingerne skal være lidt kortere end det første bundt tanuki. Det vil sige første 2/3-dele af rørets længde og til slut 1/3-del af rørets længde. Fibrene fordeles så vingen omslutter røret ned på begge sider. De to bundter hår skal gøre vingen tykkere og bredere foran til hvor vingen spidser til bagud når fluen går gennem vandet.


På siderne indbindes certificeret opdrættet jungle cock eller erstatning. Hovedet lakeres med klar lak. Når det er tørt fastlimes et conehead med Super Glue Gel. Det tynde inderrør afklippes nogle millimeter foran coneheadet. Fluen drejes forsigtig tæt på en flamme og der dannes en lille krave som holder hovedet på plads.
Den udgave jeg bruger i dag er stadig en Storå Hansen men ofte på db. laksekrog størrelse 6-10. Dette år (2014) måtte to blanke hanfisk i en størrelse til røgeren således lade livet på den flues bekostning. Ikke at den er bedre end andre men den virker! Dybt og fisket langsom på en lang line!

Storå Hansen krogflue
Variant fra 2013

  • Tråd: Sort
  • Hale: Brun Angel Silk
  • Krop: Flad sølvtinsel dækket med et lag medium shrimp Vinyl Rib fra UTC eller Vinyl Bod Rib i farven Shrimp fra Oracleflytying. Samme materiale og samme farve!
  • Fronthackle: Rødbrun hanehackle
  • Vinge: Fra neden og op: Sort bjørn eller bucktail, kobber FF Angel Hairr, after midnight FF Angel Hair, to strå rød Krystal Flash (som fremstår lys kobber), sort sølvræv
  • Sider: Opdrættet certificeret jungle cock eller erstatning
  • Hoved: Sort

Her endte mine eksperimenter da mønsteret ganske enkelt er holdbart overfor fiskens tænder samt det slid fluen udsættes for ved selve kastene.

Tekst og foto: Anders Toft Jensen, 2014​

Hardy’s Favourite

I vore tider oversvømmes fluefiskerne af nye og revolutionerende fluemønstre – ofte er der tale om helt nye fluetyper. Enkelte af disse får et heftigt, men ofte kortvarigt liv, og kun meget sjældent får de rigtigt fodfæste på sigt. Men ét er sikkert – mange af de gamle mønstre, der i fin stil har holdt ud gennem mere end 100 år, er nu i alvorlig fare for at glide ud i glemslernes tåger. Det drejer sig især om de mange mønstre med fjervinger. Enkelte af disse gamle skønheder overlever kun i fremtiden, hvis der findes en fornuftig hårvingevariant af mønsteret. Ellers er det fluer som Red Tag og Zulu, der stadigvæk lever i bedste velgående, da de jo slet ingen vinge har.


En af de fluer, som alle havde i æsken med å-fluer, da jeg var dreng, var den hæderkronede Hardy’s Favourite. Den var jo gudesmuk, havde kombinationen af påfugl og rødt, der altid tager fisk, og så ikke mindst – navnet! Engelske Hardy stod i lystfiskerens bevidsthed som det ypperste, og for de fleste helt uopnåelige, når det drejede sig om fiskegrej og tilhørende udstyr.


James Hardy fra Hardy Brothers Tackle Company bandt fluen helt tilbage i 1870’erne. Om fluen hedder det, at den blev brugt med stor succés ”for rivertrout and as lochfly fished on the point.” Det formodes, at en populær krogstørrelse til fluen har været omkring str. 12. Om mange ”favourite”- eller ”fancy-fluer” siges det, at de ikke er imitationsfluer, men rene fantasiprodukter. Om det også gælder for James’ flue, ved jeg ikke, men i det jyske fik den engelske flue, som så mange andre af dens engelske fætre, en flot karriere som havørredflue på kroge i str. 10 – 4.
Der findes mange varierende materialebeskrivelser, derfor bliver materialelisten herunder måske lidt uoverskuelig.

  • Krog: Vådfluekrog i ønsket størrelse, eller som her TCM 900BL / Partridge CS42
  • Bindetråd: Sort
  • Hale: Brown mallard (originalt), men som regel ses den med fibre fra natur guldfasan-tippet
  • Krop: Rød eller burgundy floss ribbet med påfugl herl. Da ribben kun holder til én fisk, så er stort set alle enige om, at binde kroppen med påfugleherlen og derefter ribbe med floss.
  • Hackle: Lys agerhøne fra brystet. Fluen fisker også fint med hackle af de mere brune rygfjer, hvis man syn’s
  • Vinge: Her opgives mange muligheder. Svingfjer fra sneppe (til de mindre fluer), fra fasanhøne (til de lidt større), fra brun kalkun (til de største) eller halefjer fra en guldfasan hun. Brown mallard er også set flere steder, eller som her – armsvingfjer fra påfugl (tror jeg det er).

Når der nu findes så mange varianter af klassikeren, så kommer der lige en til her. Forleden kunne man, om man trodsede vinterens værste snestorm, opleve fluebinderkongen Mikael Frödin i Aalborg hos Jægeren og Lystfiskeren. Naturligvis kæmpede jeg mig gennem de hvirvlende snemasser, og jeg fik som forventet fuld valuta for anstrengelserne. Der ud over fik jeg personligt overrakt noget af GuideLines nye stærke flatbraidmateriale i farven burgundy, som jeg ikke kunne undvære, da jeg netop havde en Hardy’s Favourite-produktion i gang derhjemme. Så her kan du se en giftig havørredversion af Hardy-fluen med burgundy flatbraid-rib bundet på Partridge’s fede bomber-krog.

K&b

Brandt​

Tofts T & L

Eget variant fra 2009 efter inspiration over mønster til ”Den Gule Satan”

  • Krog: Fx Partridge Salar str. 5-7
  • Tråd: Sort Benecchi 12/0
  • Tip: Guld Lagartun Mini-Flatbraid
  • Tag: Fluo. yellow Lagartun Flatbraid
  • Hale: Nederst electric yellow Fluoro Fibre Hanks. Øverst fluorescens orange Fluoro Fibre Hanks
  • Butt: Rainbow black Salmo Supreme Dub spundet i løkke af bindetråden
  • Krop: 2/3-dele sort Lureflash Antron Body-wool. Forrest 1/3-del sort uldgarn
  • Rib: Medium oval Lagartun guldtinsel
  • Palmerhackle: Kan laves på to måder.
  • Første model: Orange hanehackle over kroppens forreste 1/3-del. Fjeren fæstnes i den tykke del foran den sorte forkrop på undersiden af røret eller krogen. Fjeren peger derved bagud med spidsen af fjeren bagerst. Når den er bundet fast fugtes fjeren og fibrene trækkes over på den ene side af fjerstammen. Så tørnes den tilbage over den sorte forkrop og låses fast med ribben som tørnes opover hele kroppen. Derved er der dannet et palmerhackle over den sorte forkrop.
  • Anden model: Det orange hackle tørnes umiddelbart efter den sorte af Antron som et collarhackle. Fjeren indbindes i spidsen på undersiden af krogen eller røret med fjerens tykke del pegende bagud. Fjeren fugtes og tørnes i fire eller fem tørn frem mod hovedet. Indbindes på undersiden og overskydende klippes af. Et par knuder og en dråbe lak. Hacklet adskiller derved de to sektioner som kroppen er opbygget af. Hacklet kan også bindes ”jysk”. Det vil sige at det bindes på med spidsen af fjeren fremad mod krogøjet, tørnes tilbage og tråden tørnes så op gennem hacklet og låser det fast. Det giver en lidt mere holdbar udgave. På begge udgaver og uanset hvordan hacklet tørnes tiltager hacklefibrene i længde frem mod hovedet på fluen. Derved understøtter de bagerste fibre de foran liggende hvorved hacklet ikke klapper sammen i strømmen. Efter det orange hackle laves forkroppen af sort uldgarn med ribben der følger efter
  • Fronthackle: Kingfisher blue perlehønehackle
  • Vinge: Fra neden og op: Brun bjørn, bucktail, egernhalehår eller andet stiv hårmateriale, bronze Angel Hair, brun Angel Silk, rødbrun sølvræv. Øverst lidt electric yellow Fluoro Fibre Hanks.
  • Sides: Jungle cock
  • Hoved: Sort

Vingen laves dråbeformet ved at binde materialerne mere flad end høj. Det vil sige at de enkelte lag materialer spredes ud som et halvtag over de underliggende lag. Undtagelsen er vingens nederste lag af de stive brune hår. Det bundt bindes på så det sidder på krogens overside som en normal vinge. Alle lag af hårmaterialer er tynde sparsomme bundter for at gøre vingen luftig. Vingen bygges op så materialerne der bruges tiltager i længden. Det er med til at lave dråbeformen på den færdige flue. Dråbeformen opstår således ved at sørge for at materialerne fordeler sig helt ned på siden af krogen eller røret. Ses fluen nedefra ses dråbeformen derved tydelig.

Tekst og foto: Anders Toft Jensen

Undertaker variant

Egen variant fra 2009

  • Krog: Partridge Salar størrelse 5-9
  • Tråd: Sort Benecchi 12/0
  • Tip: Flad guldtinsel
  • Tag: Grøn Lagartun Mini-Flatbraid
  • Hale: Fluorescens grøn Fluoro Fibre Hanks
  • Butt: Fluorescens rødt Lureflash Antron Body-wool
  • Krop: Påfuglherl
  • Rib: Medium oval Lagartun guldtinsel
  • Fronthackle: Sort hanehackle. Fjeren fæstnes på undersiden af krogen i den tynde fjerspids. Fjeren fugtes, friseres og tørnes frem mod krogøjet hvor den igen afsluttes på undersiden af krogen
  • Vinge: Nederst lidt sort bjørn og kortere end krogens længde. Derover et enkel strå Krinkle Mirror Flash i rød, chartreuse og peacock. Flashmaterialerne bindes ind i løkke. Det betyder at de tre forskellige farver flash bindes ind med ender der er lidt længere end det underliggende bjørnehår. Derpå bøjes de fremadrettede lange ender af flashmaterialerne bagover og bindes fast. Enderne afklippes efterfølgende lidt længere end de første. Derved bliver der seks strå flash i den færdige flue og materialet kan ikke gå løs under fiskeri. Ovenpå flashmaterialerne bindes en lidt længere og bred vinge af sort polarræv Sider Jungle cook
  • Hoved: Sort
  • Meget synlig mønster med ”pang effekt” til aftenfiskeriet eller om dagen i skummelt vejr.
  • Tekst og foto: Anders Toft Jensen

​Næste aktiviteter

Der er pt. ikke fastlagt  nye aktiviteter

Seneste ændringer

Nordjysk Lystfiskeriforeningn af 1917

Copyright © Nordjysk Lystfiskeriforening

Besøg os på Facebook​

Mangler du noget?​

Skulle der være noget information du ikke lige kan finde, så brug vores søgefunktion her.​