Fiskemetoder ved Lindenborg Å

Her på siden, vil vi bringer nogle af de metoder, som medlemmerne af Nordjydsk Lystfiskeriforening bruger, når de fisker i Lindenborg Å.

Skulle du have lyst til at fortælle om dine metoder, skal du bare henvende dig, så finder vi ud af hvordan vi rent praktisk får dine metoder gjort kendte for andre her på siden.​​

Ormefiskeri ved Kenneth Jensen

Her i begyndelsen af den nye sæson har jeg mødt mange nye fiskekammerater, som har meldt sig ind i vores forening, nogle af dem havde fisket andre steder før, men nogle af dem som jeg har mødt og snakket med har aldrig fisket før, hvorfor de naturligt nok spurte indtil hvad der var det bedste og fiske med, dette har fået mig til at skrive denne artikel.

Der har jo i alle de mange år, der er blevet fisket ved åen været snakket om hvad for en metode der er mest korrekt at bruge og svaret blæser som vinden.

De gængse metoder der bruges er først og fremmest fluefiskeriet fuldt tæt af ormefiskeriet, som er ved og vinde mere og mere indpas, men så er der også spinder/blink fiskeriet samt dem der sværger til woblerfiskeriet.

Hvis vi starter med fluefiskeriet vil jeg mene, at en kl. 7/8 – 9´ enhåndsstang er den mest brugte fluestang ved Lindenborg Å, jeg går selv med en kl. 7 – 9,9` enhåndsstang, der er også nogle som gå med lidt større stænger og som er to hånds.

Fluerne der bruges er rigtig mange forskellige, nogle sværger til en slags, mens andre vælger en helt anden slags, men kendetegnet for de fleste er, at de er hjemmelavede. Foreningen arrangerer ind i mellem fluebindingskursus i vores lokaler. Man kan også hen over vinteren møde op til vores klubaftener, som i denne vinter har været afholdt hver onsdag, her er der altid nogle som sidder og binder fluer, der er som regel også nogle ældre erfarne fluefiskere tilstede, som gerne giver gode råd og vejledning.

Rørfluerne vinder større og større indpas i Lindenborg Å, jeg har ikke selv anvendt disse, men jeg har netop nu anskaffet mig en kasse rørfluer, som skal afprøves sommeren over, det er især godt til natfiskeriet som er en vigtig del af fiskeriet i Lindenborg Å.

Her først på sæsonen hvor det er ”grønlændere” vi går efter bruger jeg små farverige fluer, hvad er så en ”grønlænder”? Ja det er havørreder som endnu ikke er kønsmoden og derfor ikke har været oppe i åen og gyde, de søger her først på sæsonen op i åen som de bruger som tumleplads. De sidste par år har der ikke været mange af dem og der har været snakket meget om hvorfor og det er der mange meninger om, men så netop i år er der rigtig mange ”grønlænder” oppe i åen, men man skal nok ikke regne med og møde dem længere oppe end til Louisendal. Ved sæson start den 16. jan. er jeg sikker på, at alle der var ude med stangen var i kontakt med en ”grønlænder”. Er man heldig kan man også få en overspringer på krogen, hvad er så en ”overspringer”? Det er en kønsmoden havørred, som netop dette år har valgt ikke og gyde og derfor forbliver flotte blanke.

Jeg skal gerne indrømme, at jeg er inkarneret medefisker eller som jeg altid siger, en skovl er en skovl, derfor er jeg inkarneret ormefisker. Her hen over vinteren har jeg lavet mine egne propper og det er helt bevist, at de ser hjemmelavet ud. Der er ingen tvivl om, at mister jeg en prop og det forekommer da, er der så nogle der støder på den længere nede af åen, vil de med det samme sige det er ”dyrepasserens”. Jeg har også i løbet af vinteren lavet en del forfang her bruger jeg – DRENNAN, Double Strengtn- 0,37 mm-10,0kg. - som hovedline bruger jeg – SPIDERWIRE, Ultracast invisi-braid 0,20mm brudstyrke 20,7kg. den er hvid, så kan jeg bedre følge den i vandet – mine forfang er med 2 kroge. Til mit sommerfiskeri bruger jeg krogstørrelse 2, mens jeg bruger noget mindre til mit efterår og forårsfiskeri. Jeg laver mine forfang med forskellige belastninger sådan, at jeg har til alle mulige forhold ved åen. Er der godt med strøm i åen, skal der godt med belastning på for ikke og få min hovedorm til og sejle for hurtig ned af åen, det samme skal der, sidst og først på sæsonen, hvor vandet er blevet køligere og havørrederne derfor står dybt i åen, samtidig skal man være opmærksom på, at det kolde vand gør at de ikke jagter ret meget, da det kræver rigtig meget energi og dermed ilt og det skal der spares på, derfor skal de have ormen/fluen eller hvad man nu bruger serveret lige for næsen af dem.

Om sommeren står de noget højere i åen og derfor skal der ikke så stor belastning på. Når det er ”grønlændere” jeg går efter, har jeg sådan en mellem prop størrelse på. De bider meget forsigtigt, man kan næsten ikke se der er noget ved ormen, før den bliver taget i et langt sejt ryk ned i vandet. Her er det du skal være tålmodig og atter tålmodigt, det kan være svært og se om krogen har sat sig i bunden og om det så er strømmen i åen der trækker proppen ned. Jeg sørger hele tiden for at holde min line stram til proppen, derfor bruger jeg også en hvid hovedline den kan jeg bedre se, linen må ikke ligge i ål på vandet, for så er det helt sikkert, at når jeg skal give modrykket så når fisken at slipper ormen. Men har du den stramme line ud til proppen kan du lige så stille stramme stangen til og så kan du med det samme mærke hvis der er fisk for enden, fordi den vil ryste lidt på hovedet og så er det du skal give et lille modryk og så skulle den gerne sætte der. Hvis du giver modrykket når du ser proppen forsvinde under vandet så er det helt sikkert, at i 9 ud af 10 tilfælde mister du fisken. Mine propper har altid klare farver i toppen for så har jeg mulighed for, trods åens farvede vand, at følge proppens gang nede i åen

Mit sommerfiskeri forgår ofte tidligt om morgenen, hvor jeg starter med og gå opstrøms med fluestang og når så jeg har fisket sådan i 1 time eller1½ så pakker jeg fluestangen sammen og sætter den i hylsteret omme på ryggen. Derefter rigger jeg nu min spinderstang til for og gå nedstrøms med en orm. Her skal man huske, at er det sommer fiskeri efter de store havørreder, så skal man have så lille prop som muligt for ved den mindste modstand havørreden mærker, så slipper den ormen.

Alt efter hvordan vandstanden er bruger jeg enten min 9´ eller 14´spinderstang. Dem der fisker uden prop kan bruge end spinderstang helt ned til 7`. Er der meget vand i åen skal jeg have langt forfang på, så bruger jeg min 14`, mindre vand mindre forfang, jo mindre stang kan jeg bruge.

Når jeg så har rigget til sætter jeg mig lige ned og får en kop kaffe evt. et stykke mad, på den måde når åen lige som og falde til ro igen efter jeg har gået og fluefisket opad. Hvis man smider linen i åen, mens man holder pause så husk og slå bøjlen på fastspolehjulet tilbage, for hvis der skulle bide en på kan den tage linen ud og ikke hele stangen.

Efter ca. ½ time pause kommer jeg friske orm på krogene og proppen bliver lige så stille sænket ned i vandet, i egen side. Så går jeg nedstrøms ca. 100m, derefter går jeg tilbage hvor jeg begyndte. Nu bliver proppen lagt ud midt i åen og jeg går nok engang de 100m ned af åen, har der heller ikke været bid der, går jeg nok engang tilbage og denne gang bliver proppen lagt over modsat side og går de 100m igen. På den måde får jeg fisket vandet godt af og som jeg tidligere har sagt det kræver tålmodighed og fiske.

Derefter gentager hele proceduren sig på de næste 100m, så går man der stille og roligt og har sine tanker væk fra alle hverdagens daglige problemer, så som madlavning, støvsugning osv. osv., (håber ikke min kone læser dette her). Samtidig med man går der stille og roligt har man hele tiden øje på proppen og sørger for at linen er stram ud til den. Pludselig kan man se at den vipper et par gang lige så stille, så er det husk tålmodighed, og så i et nu forsvinder proppen ned under vandet. Her er det man skal huske propper i klare farver i toppen. Nu kan jeg følge proppen nede under vandet og er det en af de rigtig pæne havørreder, som vi jo gerne vil have, så tager den ormen med ned på dens standplads ved brinken eller hvor den nu har sin standplads. Når først den er kommet derned begynder den at spise ormen og det er der modrykket skal sættes ind. Så skulle den gerne være kroget. Er det en af de rigtig pæne, vil den nu tage et ordentligt udløb og her kan man godt med de gode liner og hjul vi har i dag holde godt igen med bremsen. Hvis man mærker den vil oven ud af vandet så slæk lidt på linen og hold den i vandet. Får den lov og springe 2-3 gang ud af vandet er der store chancer for og miste den, når man så har gået med den der frem og tilbage begynder den og miste kræfterne så kan man begynde og trække den lige så stille til brinken. Er den meget udkørt ligger den sig om på siden og den kan trækkes lige så stille ind i nettet. Det er altid en god ide og have en krog med sig. Hvis nu der er meget grøde o.l. kan det være svært og få den i nettet, der er det nemmere med en krog.

Her til slut til jer nye medlemmer, når I møder os ”gamle” nede ved åen, kom hen og spørg hvis der er noget i gerne vil vide, for det vil være for vidt og fortælle her om hvordan de enkelte stræk ved åen skal fiskes på grund af render huller osv. Men vi fortæller gerne videre for det er på den måde vi forsat kan have en aktiv og god forening med et godt kammeratskab. Skulle der så lige være en man ikke helt bryder sig om, ja så er der mange kilometer fiskevand i vores forening så man behøver ikke gå og gnide ryggen op på hinanden, men husk - hver mod andre, som du vil have andre skal være mod dig. Og husk er der noget du lige er i tvivl om med hensyn til de etiske regler ved åen, som f.eks. hvor langt væk skal du være for og gå ind foran en fiskekammerat osv. Så spørg hellere engang for meget end en gang for lidt.

Knæk og bræk

og på gensyn ved åen.

”Dyrepasseren”

Alias Kenneth Jensen

Til toppen

Åletatning

Et af vore medlemmer skrev i 1989 et indlæg til NL-fiskeren om åletatning. Den gang var det at tatte ål en meget anvendt fiskeform i foreningen. Ikke mindst ved Storvordehytten foregik det. Mange havde deres ”tattestænger” gemt under hytten mellem turene. Tatningen gav ind i mellem en sidegevinst når en sulten havørred bed sig fast i tatten og kom med på land.

Åletatning er en af de fiskeformer der med rette høre hjemme når der skal beskrives de forskellige fiskeformer ved Lindenborg å.

Senere er fiskeformen gået af mode, bestanden af ål er reduceret på grund af overfiskning af glasål, og der er iværksat en handlingsplan der gerne skal sikre ålen i fremtiden.

Åletatning er mørkets gerning

Jeg er ret sikker på, der er mange medlemmer for hvem medefiskeriformen »åletatning« er et helt ukendt begreb. Nærværende indlæg er tiltænkt disse sidstnævnte medlemmer, og alle andre kan naturligvis undlade at læse videre. Hvad forstår man så ved åletatning? Jo, at tatte ål er det samme som at mede ål, med orm som agn, men uden brug af krog! Dette afviger jo noget fra hvad vi normalt forstår ved medefiskeri, og i det følgende vil jeg derfor komme nærmere ind på, hvad en ål etat (agnen) er, hvad der skal til af øvrigt udstyr og endelig hvordan man bruger remedierne.

Syning af tatten

En tat laves af orm, enten af 25-30 gode store regnorm, af 12-18 sandorm, eller måske halvt af hver. Om man foretrækker det ene eller andet har noget med tro at gøre. Jeg har prøvet alle tre muligheder uden at få et klart indtryk af at det ene giver flere ål end det andet. Det kan så være en fordel ved regnorm, at de »holder« til flere bid end sandormene. Nå, men de orm man vælger at bruge skal syes som perler på en solid sytråd (kinesertråd eller tilsvarende), og da tråden skal gå igennem ormene på langs, så er det en fordel at bruge en 15-20 cm. lang stoppe- eller sadelmagernål hertil. Man kan selv lave sig en af l½-2 mm. kobbertråd. Kobbertråden slibes spids i den ene ende og bankes flad i den anden, hvor der så tillige bores et »nåleøje«. Når tråden nu er »syet« gennem ormene, så binder man de to trådender sammen med et par solide knuder, men pas på ikke at sprænge tråden. Vi har nu een stor ring, en slags perlekæde, hvor ormene er »perlerne«. Læg nu denne »ormering« fra dig, for nu skal du (hvis du ikke gjorde det først), have bundet et tyng med en vægt af 40-60 gram på et stykke 30-35 cm. »muresnor«. Tynget fastbindes midt på muresnoren, men desuden slår du en knude 4-5 cm. over tynget således at du nu, når du holder ud i de 2 løse ender af muresnoren, har tynget hængende disse 4-5 cm under sidstnævnte knude.

Montering af tat

Vi har nu både »ormeringen« og »tynget«, og det næste bliver så at få disse 2 ting bundet sammen til en egentlig »åletat«, Det gøres på den måde, at »ormeringen« lægges i 5-7 lige store løkker omkring f.eks. den ene hånd. Den ene løse ende af muresnoren med tynget føres igennem løkkerne, og man binder stramt, meget stramt, de 2 ender af muresnoren sammen omkring ormeløkkerne. Sammenbindingen skal være så stram at man ikke kan rykke de enkelte ormeløkker længere (og andre kortere). Til slut sammenbindes enderne af muresnoren, og vi har nu den egentlige åletat, bestående af 6-7 løkker orm, med tynget placeret nogenlunde midt i ormeklumpen, og desuden har vi, ovenover ormene, en løkke på 10-12 cm. murersnor der skal, bruges til at binde tatten fast i linen med.

Stang og snøre

Det næste bliver så hvad vi skal bruge af de øvrige fangstredskaber, og i modsætning til hvad der i øvrigt af mange anses for nødvendigt af kostbart udstyr til andre fiskeformer, så er det fuldt tilstrækkeligt med særdeles billige remedier for at kunne tatte ål. Du skal bruge en stiv nogenlunde lige stang på 2½-3 meter. En almindelig blomsterpind af bambus er udmærket, og den kan købes mange steder, f.eks. i Bilka, til under 10 kr. I den tynde ende af stangen fastbinder du en kraftig nylonline, der gerne skal have en længde på ca. 4/5 af stanglængden. En god måde kan være en dobbeltlagt 0,70 mm. nylonline, hvor begge de løse ender bindes fast i stangtoppen. 

Linens anden ende vil det så være meget nemt at fastgøre åletatten i, det kan gøres uden knuder. Den dobbelte »lukkede« lineende føres igennem øjet af en murersnor ovenover tatten, lineøjet »lukkes op«, og tatten føres igennem lineøjet. Tat og line er så bundet solidt sammen. Det rigtige forhold imellem stang- og linelængde vil være at line og tat er ca. 20-25 cm. kortere end stangen, når tatten er bundet på linen.

Når de rykker

Nu har du egentlig de redskaber der er nødvendige for at kunne tatte ål. Nu er det bare at finde den aften og/eller nat hvor ålene er aktive, for så sætter du dig et velegnet sted ved åbredden, slynger med stangen tatten ud i åen og lader denne synke ned på bunden. Du holder hele tiden» kontakt« med tatten gennem stangen, og når en ål rykker forsigtigt eller måske kraftigt i tatten (en hurtig serie på et, to eller tre ryk), så er du klar, og når den så (ofte ret hurtigt) »kommer igen«, så haler du i et jævnt træk ålen op på land. At det kan lade sig gøre at hale den op beror på, at ålens tænder er skråt tilbagestillede, så når de bider sig godt fast i tatten kan de ikke løsne sig fra et jævnt fremadrettet træk. Tænderne virker faktisk som små kroge, der »sidder fast« i orm og tråd. Ved et voldsomt ryk kan man selvfølgelig flå tatten ud af gabet på ålen, så derfor: Et jævnt og ikke for hårdt træk! Hvornår du »skal tage stikket hjem«? Det får du ret hurtigt en fornemmelse af!

På land - og hvad så?

Hvis du nu drog afsted til åen med din stang og tat alene, så ville du jo nok kunne få problemer med at holde styr på alle de ål der ville kunne komme til at »spadsere rundt« inde på engen bag dig, men der er naturligvis også fundet frem til mange gode løsninger på et sådant problem. Den enkleste løsning er at brede et rimeligt stort stykke plastic ud på jorden ved siden af hvor du sidder (nedstrøms herfor). Ålene hales så op på dette stykke plastic, men du skal sørge for straks at få fat i fyren og få den puttet i en eller anden pose hvis den er stor nok. Ellers kan de jo enten smides ud igen, eller få lov til selv at finde tilbage i åen, det sker ret hurtigt! Der er også andre opskrifter på hvad man kan hale ålene op i. Nogle placerer en ramme med en fintmasket netpose der rager ud over åen. Hvis maskerne så har en størrelse så der sker en »automatisk« sortering, så er det jo en let og elegant måde at gøre dette på. Andre erstatter plasticstykket eller netposen med et stykke stof, f.eks. et stræk-frotte-lagen til en dobbeltseng. Lagnet fastgøres i hjørnerne på 4 stokke, 2 af ca. 60 cm. længde ved åkanten, og 2 ca. dobbelt så lange bagude. Så hænger der en rimelig stor »pose« du kan hale ålene op i, og de bliver skam pænt liggende. Du kan så lave sorteringsarbejdet når fiskeriet er slut, for selv efter flere timers ophold på lagnet, så har ålene ikke lidt nogen over- last. De små kan så gen udsætte s, medens de »brugelige« tages med hjem.

Og fiskerens magelighed ....

Vil man så yderligere være raffineret, så kan man jo medbringe en klapstol og placere den ved åkanten - man kan jo lige så godt gøre sig livet behageligt! Jo, jo, der er mange måder på det, og alle måder kan byde på et interessant og spændende fiskeri, og til tider også med et godt udbytte, og en gang stegte ål er vel eftertragtet af de fleste. Om sæson for åletatning kan siges, at når forårsvarmen begynder fra midt i april, så går ålene ud af mudderet og går vel så på j agt og op i åen, men ellers er sæsonen for åletatningen vel traditionelt de mørke aftener og nætter i august og september.

God fornøjelse - knæk og bræk

Medlem nr. 1178309

Til toppen

Fluefiskeri for begyndere

Denne introduktion i fluefiskeri for begyndere var i medlemsbladet nr. 4 i 2002

Når dette skrives, er sæsonen slut for i år, og jeg er allerede ved at glæde mig til det nye års start med fluen efter grønlændere. Får vi nogle perioder med passende vandstand, sydvestlig vind og mildt vejr, kan vi forvente årets bedste fiskeri.

Når jeg bliver spurgt til råds af folk, som har lyst til at begynde at fiske med flue, anbefaler jeg dem altid at starte i vintermånederne. På den tid er der næsten altid vand nok i åen til at føre fluen, der er ingen grøde til at genere, og fisker man blot nogenlunde fornuftigt, kan man ikke undgå at mærke fisk. Måske er det kun undermålere eller en nedgænger, som skal genudsættes, men det giver tillid til metoden, i modsætning til sommerfiskeriet, hvor en begynder godt kan gå både en og to sæsoner før han får sin første havørred på fluen. Står man for at skulle anskaffe sig fluegrej til vores nordjyske vandløb, så køb med det samme en ”havørredstang". Ret for ofte møder jeg folk, der er blevet fristet til at købe en lille let 9 fods stang klasse 4-5. Det er et skønt redskab til bækørredfiskeri med små fluer og tynde forfang, men til havørred, hvor der ofte skal bruges noget større og tungere fluer, og hvor vinden ikke altid er blid og lige bagfra, kommer den til kort.

En havørredstang bør være mindst 9 fod, og hellere 10 eller 10½ fod, og ikke gerne under klasse 8.

Hjulet kan man vælge dyrt eller billigt efter behag og pengepung, blot det er solidt og enkelt bygget og stort nok til at rumme fluelinen og mindst 100 m bagline. Fluelinen skal selvfølgelig svare i vægt- klasse til stangen, om den skal være dobbelt taperet eller weight forward er en smagssag og spiller ikke en større rolle. Den mest anvendelige i vore ret langsomt flydende åer er ”Intermediate", men en flydeline med en synkende spids, eller en "synke l" kan også bruges. Bliv fra de hurtigtsynkende liner, de er unødvendige og skal som regel fiskes for hurtigt for at undgå bundhug. Forfanget til vinterfiskeri er passende i 0,30 mm ca. 2 meter hvis man kun bruger en flue, og 3 meter hvis man vil have en ophænger.

Lær at binde nogle knuder, der ikke svækker nylonen væsentligt, og lad være med at bruge helt tynde forfang på 0,20 mm og derunder. Det er helt unødvendigt for fiskens skyld, og det er noget svineri, hvis en ørred efterlades med en krog i munden og et par meter nylonline slæbende efter sig.​

Om fluer til grønlændere er der skrevet mange artikler i fiskeblade og tidsskrifter, tilsyneladende ofte af folk som har grumme lidt erfaring derom, skrigende farvede kreationer som Kardinal o. lign. anbefales rask væk. Mit råd er: Glem dem! Grønlændere er ganske normale havørreder, og som sådanne fanges de lettest på noget som ser naturligt ud og ligner deres føde. Den eneste forskel er, at de i modsætning til opgangsfiskene ikke faster, medens de er i ferskvand, og derfor er lettere at få til at hugge.

Hvis man starter med: Red Tag, Grey Drake, Zulu og en Silver Doctor og en flue med hvid vinge som f.eks. Hagebro Fluen, i størrelse 6 og 8, vil man kunne klare de fleste forhold.

Selve fiskeriet er ganske enkelt. Man kaster sin flue til den modsatte bred, måske en lille smule nedstrøms, og er der strøm nok, lader man denne føre den i en bue tværs over til ens egen bred, her giver man den et par små nøk med stangen, så en eventuel fisk ved bredden kan få tid til at bestemme sig til at hugge. Så går man et lille skridt eller to og kaster igen, og på den måde får man affisket hele åen. Er der ikke strøm nok, må man, for at holde fluen i bevægelse og virke som noget levende, langsomt tage linen ind med venstre hånd. (Altså hvis man kaster med højre hånd). Før eller siden vil man mærke en fisk tage fluen, ofte som en opstramning eller som om der kommer vægt på linen. Glem ordet "tilslag"! Der skal meget lidt kraft til at få en skarp fluekrog til at trænge ind. Med en rolig bevægelse løfter man stangspidsen til lodret, hvorved man strammer linen og kroger fisken, samtidig med at man bringer stangen i den rigtige stilling til at udtrætte fisken.

Sørg så for at have et ordentligt fangstnet med, det skal være stort nok til at en ordentlig havørred kan være helt nede i det, og med et tilstrækkeligt langt skaft, gerne teleskopisk. De såkaldte sneskonet, som jeg af og til ser nogen med, er værre end intet. De er for korte til at nå ud med, og den fisk, de er store nok til at lande, kan man lige så godt løfte op i forfanget. Endelig er der 3 ting, som ikke må mangle i ens udrustning: 1. En eller anden form for mål, så man er sikker på at fangsten er lovlig. 2. En praktisk krogløser så en undermåler eller nedgænger kan genudsættes hurtigt og skånsomt. 3. Et effektivt instrument, en såkaldt ”Priest", til øjeblikkelig humant at aflive den fisk, der skal tages med hjem. Det er i den forbindelse ligegyldigt om den er smukt poleret og af ædel metal og træsorter, eller en stump af et aflangt stoleben, blot det virker. Det er altid umuligt at finde en brugbar sten ved åbredden, når den behøves.

E.G.M.

Til toppen

Sommerfiskeri

Denne introduktion til sommerfiskeriet var i medlemsbladet nr. 1 i 2003

Det er morsomt at se tilbage på den omvæltning, der gennem årene er sket med folks indstilling til fluefiskeri efter havørred i sommertiden.

Til at begynde med kunne man kun fiske med flue, medens det var lyst, ellers kunne fisken ikke se den. I dag er der mange, der tror, at man om sommeren kun kan fange havørred på flue om natten.

Sandheden ligger midt imellem. Jeg var vel den første, der begyndte på natfiskeri i Lindenborg Å, og har drevet det i mange år, men i de senere år, hvor alderdommen og helbredet har trykket, har jeg kun fisket om dagen, og jeg har ikke fanget færre fisk.

Vejr, vind og vandstand er helt bestemmende for, hvad der er bedst. Får vi rigtigt sommervejr med høj solskin, varme, lavt klart vand i åen, og ganske svag vind, er natfiskeriet den eneste mulig- hed og kan give fine resultater. Får vi derimod kraftig nedbør, som giver højt og lidt farvet vand, og samtidigt en frisk vind fra sydvest eller vest, er dagfiskeriet lige sagen, mens det nærmest er håbløst om natten.

Derudover er der mange mellemliggende stadier, hvor begge dele kan give gode resultater, blot man indretter sig efter forholdene.

I det følgende vil jeg behandle dagfiskeri om sommeren, natfiskeriet må så komme en anden gang, eller andre må tage sig af det.

Den første betingelse for at fange fisk er ikke at skræmme den, før man har præsenteret sin flue for den. Havørreden er som regel en ret sky fisk, og når vandet er klart, og dagen er lys, ser den forbavsende langt, og den fisk, der har set fiske- ren og er gået i dækning, bider garanteret ikke. Undgå derfor den hvide bøllehat, den lyse vind- jakke (fiskevest) og det orange regntøj, der kan ses på kilometers afstand, lysende som et fyrtårn. Fluestangen vi bruger er ca. 3 meter lang. Så kan man udmærket gå så langt inde på land, og behøver ikke at stå og rage op helt ude ved vand- kanten.

Om fluelinen skal være dobbelt taperet eller W:F: er en smagssag og spiller ikke den store rolle. En flydeline eller en sinktip kan anvendes, men den mest velegnede er en intermediate, hurtigere synkende er der sjældent brug for, og skal ofte fiskes for hurtigt.

Forfanget skal, hvis man kun fisker med en flue, være mindst 3 meter langt, og 4 meter, hvis man vil have en ophænger. Er der lidt farve på vandet og/eller en god brise til at kruse overfladen er 0,30 mm i orden, men brug ellers 0,25 mm. Lad være med at bruge tyndere forfang. Er vandet klart og fisken sky, får man et bedre resultat med et længere forfang end med et tyndere, og det er nærmest kriminelt, hvis en fisk stikker med en flue i kæften og et par meter nylon slæbende efter sig.

Og så kan jeg ikke lade være med at ride min kæphest: Lær at binde nogle knuder, som ikke æder op til 75% af materialets styrke.

De første opgangsfisk, i begyndelsen af juni, som ofte er ret store, er tilsyneladende ikke så sky, og tager tit ret store fluer, str. 4 - 6, men allerede omkring Sankthans begynder de at blive mere forsigtige, og der skal mindre og mere dæmpet farvede ting for at lokke dem.​

Red Tag, March Brown Silver, Wickhams Fancy, Ræven og Mao i str. 8 og 10, gerne med dobbelt- krog er sikre valg. På en overskyet dag kan en Black Pennel str. 10 være det helt rigtige, og endelig i rigtigt klart vejr den serie, som jeg kalder "Skeletter". (Læs om dem i Gyldendals "Lystfiskerhåndbog)

Når man fisker om dagen i sommertiden med lyst vejr og klart vand, vil man ofte se fisken, når den kommer til fluen. Det kan være et lysende sølvblink dybt nede, eller som en bule på vandet ved fluen eller som en bølge, der nærmer sig og ofte slutter med en stor hvirvel. Så gælder det om at styre sine reflekser. Glem ordet "tilslag". Slår man til, rykker man som regel fluen væk fra fisken, inden den har den i munden. Som en englænderne siger: "Der skal først være vægt på linen". Vent til linen løfter sig og strammes, og løft så med en jævn bevægelse stangen op til lodret. Så er fisken vendt i vandet og kroges som regel sikkert.

Man skal aldrig være bange for at komme for sent.

Havørreden er i saltvand vant til at tage hårde og piggede byttedyr som hundestejler, rejer og krabber, og først når den bider i byttet for at dræbe det, opdager derved at det er uspiseligt. Så spytter den det ud og delmed er der masser af tid til at kroge den.

Vi oplever alle at miste fisk under kampen, fordi krogen af en eller anden årsag slipper sit tag. Det er en del af spillet, og det som gør det spænden- de, men mister man en fiske, fordi et eller andet brister, er der kun en at bebrejde, nemlig en selv. Enten har man brugt uegnet grej, for tynde for- fang, dårlige eller rustne kroge eller gammel og rådden line, eller man har ikke været omhygge- lig med sine knuder, eller man har prøvet at fiske med vold. De få minutter det tager at gå grejet efter, før man gør de første kast er vel anvendt. Se efter om krogen er i orden, er uden rust eller brækket spids. Se efter om knudeme sidder rig- tigt og om forfanget er O.k. uden vindknude og om linen ligger rigtigt på hjulet.

Det er for sent at opdage en fejl, når drømmefi- sken har hugget og er stukket af.

Af og til møder jeg fiskere, som fortæller: "Jeg havde hug af en fisk, der var så stor, at jeg slet ikke kunne holde den". Min kommentar hertil er altid: "Hvem P !!! har nogensinde sagt, at du skulle prøve at holde en stor fisk? Du har en stang og et hjul til at trætte den ud med. Brug Dem!

EGM

Til toppen

​Næste aktiviteter

Fisketræf

Søndag den 1. oktober

Juniortur til Sæby

Lørdag den 14. oktober

Seneste ændringer

Nordjysk Lystfiskeriforeningn af 1917

Copyright © Nordjysk Lystfiskeriforening

Besøg os på Facebook​

Mangler du noget?​

Skulle der være noget information du ikke lige kan finde, så brug vores søgefunktion her.​